KNØL Bryggeriet

Lidt af hvert om KNØL Bryg.

Bryg #11 - Crystal Rye IPA igen

Så blev der igen brygget. For første gang laver jeg en ren gentagelse; det bliver spændende at smage om den er som den forrige. Desværre er der ingen tilbage til direkte smagstest :-(

Den blev sat til gæring d. 12. juni og bobler lystigt inde på kontoret. 


Brygdag 12. juni 2016

Batch #11 skulle egentlig have været en Oatmeal Stout, men som sædvanligt kunne jeg ikke få ingredienser med kort varsel. Maltbazaren løber virkelig tit tør for varer. Det gode er at man ikke får gamle råvarer, men der skal til gengæld planlægges i god tid...og det er jeg ikke for god til. Ingen af mine ingrediens-pushere kunne helt levere, men i det mindste kunne Vejers Storkøb levere ingredienser til Crystal Rye IPA (jeg havde nu det meste, men manglede 1kg rug malt). Jeg håber på Stouten næste gang; hvis den er god, kunne det være spændende at udvikle videre på den til en juleøl.

Cheers,
KNØL Chefbrygger

Bryg #10: Version 2 af "Fjorten Sorte Skjorter"

Længe siden ikk'? Jeg har bedrevet tiden med at drikke noget af alt mit øl, så det tynder ud. For tiden er der Blonde, Irish Red (på party-fass) og ESB hot chili. Den allersidste Crystal Rye IPA gemmer jeg til Mie :-)

Til gengæld har jeg tappet en ny version af min Black IPA. Den har fået mere bitter-humle og af mangel på den rigtige gær, brugte jeg Safale US-05 tørgær. Den virkede lidt sødere end sidst ved tapningen. Det er første bryg i min nye koniske gær-tank fra FastFerment, som skal reducere tidsforbruget for omstikning. Det er nemlig ikke nødvendigt, og tiden jeg bruger i midter-weekenden er reduceret fra ca. 1½ time til 15 min.

 FastFermentor konisk gæringstank

Desværre kunne jeg ikke tappe efter 14 dage, så der gik 21 dage. Det kan nok også have betydning for den lidt sødligere smag. 

Næste bryg #11 bliver en Oatmeal Stout, hvor jeg skal prøve First Wort Hopping. Det bliver sikkert også sjovt.

 

Cheers,
KNØL Chefbrygger

 

Bryg #9 - Irish Red Ale

Så blev der igen brygget hos KNØL Bryg. Denne gang en Irish Red Ale baseret på en Beersmith opskrift. Irish Ale gær var desværre udsolgt fra Maltbazaren, så jeg måtte prøve med at erstatte det med Lallemands Danstar Windsor tørgær. Efter ganske få timer gik gæringen i gang med en nærmest eksplosiv boblen, men så gik det pludselig i stå; kun ca. 24 timers primær gæring. Det er næppe nok, og jeg er lidt i vildrede med hvordan jeg skal gribe det an. Forslag modtages gerne.

Cheers,
KNØL Chef brygger

Nyt om KNØL og bryg

Det er ved at være nogen tid siden jeg lod høre fra mig, men der sker alligevel noget. Mie's Crystal Rye IPA er kommet på flasker og fruen har lavet etiketter - jeg er lidt misundelig på det grafiske overskud den viser. 

 
Den er drikkeklar i starten af april.

Sidste weekend bryggede jeg et nyt forsøg på en chili-øl. Den første, lavet på ESB med én orange Bhut Jolokea kogt med i 10 min., fik kun et svagt hint af chili, som nogen (Mie) påstår ikke er der. Denne gang fik den så to røde Bhuts kogt med de sidste 10 min. Den er blevet lige omkring Midtfyns Chili Claus vindstyrke 7. Glæder mig til den er klar og smagsnuancerne mere afstemte; altså efter gæringen.


Brygdag 19. marts 

Cheers
KNØL Brygmester

KNØL Crystal Rye IPA - Bryg #7

Der gik lidt øl-mangels-panik i mig sidste uge, da jeg opdagede, at James Blond helst skal lagre 3 måneder inden den er perfekt. Pludselig forudså jeg en øl-mangels krise. Mie har også rykket mig for at lave min Adnams klon af Crystal Rye IPA, som jeg har lovet hende.

Derfor er der brygget i dag samt omstukket og tørhumlet sidste uges Blonde. Det gør jeg ikke igen. Der er for meget rengøring, når man kører to procedurer.

Brygningen gik godt og jeg ramte den forventede OG præcist 1.064. Smagen før gæring var rundet fint af rugen og humlerne spillede godt.

 

Vi får se hvordan den udvikler sig.

James Blond brygdag - Bryg #6

Endelig - brygdag. Min egen brewster gryde har været til reparation i 10 dage; lidt irriterende at Brewolution også holder ferie, men vel egentlig fair nok. Heldigvis har min ven, Stefan, en sprit-ny Brewster, som jeg fik liv at låne og tage mødommen på. Måske blev han træt af at høre på mit brok over ikke at kunne brygge :-)

Hvad blev det så til? Tja, for længe siden da ældste-datteren og hendes Magnus forberedte bryllup, bryggede de deres bryllupsøl her hos os, hvilket faktisk startede KNØL Bryggeriet. En af deres venner, Bastian, hjalp dem, og han havde medbragt sin egen "James Blond". Bastian er min vigtigste vejleder, og jeg skylder ham megen tak, og nu ville jeg prøve at brygge hans blonde.

Jeg plejer at kværne malt, mens gryden varmer op, men denne gang har malten været kværnet i to uger, fordi min gryde gik i stykker sidst jeg troede jeg skulle brygge. Jeg ved ikke hvor længe, det kan holde, når det er kværnet, men det så fint ud og resultatet smager godt og holder forventet OG.

Min første Black IPA

Endelig oprandt dagen, hvor min favorit øl-type blev klar til at smage, etikettere og sætte på lager.

Jeg var spændt, for jeg havde haft nogen problemer ved tapningen pga den frit flydende humle, som bl.a. var opløste pellets. Pga. den relative korte tør-humle tid var humlen ikke bundfældet, og dermed stoppede det jævnligt filtret til, så jeg måtte opgive filtrering. Det betød selvfølgelig, at der kom mere "grums" med over i flaskerne.

Bipa med skumkrone

Det var dog intet problem - ingen grums efter at flasken havde stået koldt i 12+ timer. Duften er fuld af citrus humle, og som det ses på billedet, laver den en perfekt skumkrone. Smagen er lige i øjet med en skøn maltfylde og lidt brændte noter fra Carafa humlen; masser af humle smag og en behagelig bitterhed.

Min Øl Blog

Velkommen til.

Jeg har i et stykke tid ønsket mig at kombinere min interesse for IT og øl-brygning, så nu har jeg installeret BlogEngine.net på mit web-hotel og starter hemed min første post. Jeg har tænkt mig at fortælle løst og fast om KNØL bryg, så er du interesseret så hæng på.

Designet af bloggen er ikke helt på plads endnu og vil højst sandsynligt ændre sig i de kommende uger.

Jeg laver kun "All grain" øl i en Brewster fra Brewolution, og før jeg fik startet på bloggen, har jeg hjemme i køkkenet brygget følgende øl:

  • IPA fra Hjallerup Bryggelaug
  • Rudolph's Red Ale fra Maltbazaren
  • ESB Fuller's klon (tilpasset web opskrift)
  • ESB  Fuller's klon med chili (yderligere tilpasset web opskrift)
  • Black IPA som jeg selv har sammensat

Vi "høres" ved.

 

Cheers!