KNØL Bryggeriet

Lidt af hvert om KNØL Bryg.

KNØL Crystal Rye IPA - Bryg #7

Der gik lidt øl-mangels-panik i mig sidste uge, da jeg opdagede, at James Blond helst skal lagre 3 måneder inden den er perfekt. Pludselig forudså jeg en øl-mangels krise. Mie har også rykket mig for at lave min Adnams klon af Crystal Rye IPA, som jeg har lovet hende.

Derfor er der brygget i dag samt omstukket og tørhumlet sidste uges Blonde. Det gør jeg ikke igen. Der er for meget rengøring, når man kører to procedurer.

Brygningen gik godt og jeg ramte den forventede OG præcist 1.064. Smagen før gæring var rundet fint af rugen og humlerne spillede godt.

 

Vi får se hvordan den udvikler sig.

James Blond brygdag - Bryg #6

Endelig - brygdag. Min egen brewster gryde har været til reparation i 10 dage; lidt irriterende at Brewolution også holder ferie, men vel egentlig fair nok. Heldigvis har min ven, Stefan, en sprit-ny Brewster, som jeg fik liv at låne og tage mødommen på. Måske blev han træt af at høre på mit brok over ikke at kunne brygge :-)

Hvad blev det så til? Tja, for længe siden da ældste-datteren og hendes Magnus forberedte bryllup, bryggede de deres bryllupsøl her hos os, hvilket faktisk startede KNØL Bryggeriet. En af deres venner, Bastian, hjalp dem, og han havde medbragt sin egen "James Blond". Bastian er min vigtigste vejleder, og jeg skylder ham megen tak, og nu ville jeg prøve at brygge hans blonde.

Jeg plejer at kværne malt, mens gryden varmer op, men denne gang har malten været kværnet i to uger, fordi min gryde gik i stykker sidst jeg troede jeg skulle brygge. Jeg ved ikke hvor længe, det kan holde, når det er kværnet, men det så fint ud og resultatet smager godt og holder forventet OG.